Jeg har kastet mig over et meget spændende emne, som startede meget simplet og nu er vokset og har udfoldet sig meget mere end jeg havde troet.
(På min podcasts instagram https://www.instagram.com/josefineogalle/)
Jeg startede simpelthen med at spørge om kvinder gik op i mænds højde.
Svarene var mest ensidige, katogoriske og med den største selvfølgelighed: “Han skal være højere end mig.”
Mhhh, hmmm, ikke overraskende, men når jeg tænker mere over det, er det alligevel ret vildt. Vi prædiker nej tak til body shaming, vi prædiker ligeværd, vi prædiker diversitet.
Og alligevel er vi så indfedtet i tanken om, at mænd skal være høje og stærke, så kvinderne kan være små og fine. Følge sig trygge og blive passet på i mændenes stærke arme.
Vi har alle vores personlige præferencer. Det er naturligt og forståeligt, men hvornår går det fra et spørgsmål om smag til diskrimination?
Må vi afvise kvinden med det korte hår, fordi hun ikke er feminin nok?
Må vi afvise manden, fordi hans hud er for mørk?
Må vi afvise kvinden, der er for tyk?
Og manden der er for lav?
Reelt set må vi jo afvise alle dem, vi ikke er interesserede i, men er det ok at kalde en gruppe af mænd under 170 for “ikke nok maskuline”?
Hvordan kan vi være blevet SÅ overbeviste om at maskulinitet ligger i højden? Og handler det oftest om kvinders eget mindreværd, der gør, at de tror at de SKAL føle sig små, lette og fine? Og hvor er vi så i 2022, hvis kvinders kamp på datingmarkedet handler om at føle sig petite?
Del dine tanker her:
