Det er første dag (-i resten af mit liv. HA!)
Det er første dag med nul Facebook. Nul bloglæsning på mobilen. Nul endeløs og rastløs surf på nettet.
Og hvordan har det så været?
Det har været vidunderligt! Simpelthen. Meget tydeligt og klart vidunderligt.
Og det overrasker mig. Det er meget, meget mærkeligt. Jeg er sådan en, der elsker Facebook. Jeg er sådan en, der læser og deler alt. Jeg er vild med underholdningen. Jeg er vild med socialiseringen. Jeg elsker at kunne være med alle steder og inddrage andre i mit liv.
Derfor havde jeg forventet vilde abstinenser, rastløs og faktisk også en form for ubehag.
I stedet for har jeg fået en meget speciel dag. Det lyder måske frelst og klichépræget, men jeg har haft en rolig, intens og nærværende dag. Jeg har haft en dag, hvor himlen virkede mere blå, hvor mit smil var bredere, min datter dejligere og forhindringer meget mindre.
Det føltes som om dagen var længere –på den gode måde. Jeg havde overskud til at cykle rundt i byen med min datter. Spise frokost i Torvehallerne. Jeg tog et smut til ansigtsbehandling, mens hun sov. Jeg var i svømmehallen med hende om eftermiddagen. Jeg ryddede op.
Og for første gang i lang tid kunne jeg få tid til at se en film. Lost in Translation. (Er den ikke bare skøn?) For første gang i laaang tid så jeg en film uden skæve til mobil og tablet. For første gang i lang tid, så jeg en film uden at scrolle uendeligt langt ned i mit Facebook-feed. For første gang i lang tid, så jeg en film uden at være optaget af alt muligt andet. For første gang i lang tid SÅ jeg en film.
Er det ikke lidt skræmmende? Er det ikke lidt skræmmende, at det kan være nødvendigt at gå offline for at kunne være tilstede?
Min kloge kusine syntes om offline-tanken, men blev alligevel lidt bange ved tanken om at lukke alt ned. ”Kan vi det?” Og så sagde hun (noget for mig) meget centralt. ”Når vi er så bange for at gøre det, så er det desto mere vigtigt, at vi gør det!”
Det, at vi er bange, fortæller noget om hvor indlullet, vi er i at være online. Hvor er det da ekstremt, at de fleste ikke mener, de kan ”overleve” en uge uden internet.
Jeg vil ikke tilbage til stenalderen. Jeg vil ikke forbyde internet eller skille mig af med min smartphone. Der er gyldne mellemveje alle steder. Jeg har bare ikke været på den. Jeg har været på den overdrevne vej. Nu går jeg den asketiske vej. Med det formål at finde min egen gyldne mellemvej.
Et af mine værktøjer er at skrive en to-do-online-liste. Når jeg kommer i tanke om noget, jeg skal på nettet, skriver jeg det ned.
Når min datter ikke er i nærheden, når jeg ikke skal andet, år der er ro på, så sætter jeg mig ved computeren og ordner de enkelte ting; og ikke andet.
Måske kan enkelte ting fra listen vente til næste dag? Måske er jeg nødt til at have en onlinesession hver dag? Vi har trods alt et liv og et samfund, der bygger meget på at bruge onlinefunktioner. Jeg er stadigvæk ved at lære og mærke mig frem på det punkt.
I dag har jeg været på nettet og betalt min datters vuggestue. That´s it. Intet andet.
På min liste står:
-bestille meditiation/yoga-retreat
-bestille bord til frokost med manden
-bestille telemarktur
-bestille svømning til barnet
Det er bemærkelsesværdigt at alt, hvad jeg skal på nettet er at skabe nye, gode og dejlige oplevelser offline.
Jeg glæder mig til en ny dag med mere nærvær!
