“Bare rolig. Der var ikke noget!” sagde lægen for et år siden – endda inden vi nåede at sætte os ned.
Vi græd og krammede. Jeg lo. “Åh, vi var så nervøse i ventetiden.” “Nej, det er der ingen grund til”, sagde lægen. Vi lo mere. Vi satte os. Jeg var et stort lettet smil. Pyha.
“Shit!” udbryder lægen.
Ordet du bare ikke vil høre, når hun sidder med dit prøvesvar, og du er nyopereret for modermærkekræft. Jeg stivner. Helt.
“Der er fundet kræft spredt til lymfekirtlerne.”
Jeg glor ud i luften resten af tiden og hører intet.
Nu er lymfekirtlerne væk -sammen med kræften. Lymfevæsken er forvirret og samler sig under armen. Så vi taper i ynkeligt forsøg på at gøre bare noget.
Læs om forløbet med at være i limbo med kræft.
Læs om hvordan jeg snød for at få min henvisning til lymfødemklinikken.
