Jeg bliver nogle gange bange.
Meget bange.
Før var det hver dag. Nu går der noget længere mellem dagene.
Første gang jeg blev rigtig bange var den 25. april 2016 (pst. det føles som i går):
“Du har kræft.”
Fedt. Den første tanke er “Nu skal jeg dø.”
Og ja, jeg ved, vi alle skal dø. Men jeg vil altså dø, når jeg er gammel, glad, mæt og tilpas.
Og når min datter Athene er mere en sølle seks år gammel.
Det, der ofte gør mig mest bange, er historier om skønne kvinder som fx Benedicte Balling, Kamilla Bech Holten og Maria Gerhardt.
Stærke, spændende, levende kvinder kan da ikke dø. Det er da ikke retfærdigt!
Det berører mig meget hver gang. Det er som om de offentlige historier bekræfter mine bange anelser.
“Se bare! Det går jo galt. Man dør jo af det lort. Hvis de dør, så gør jeg også!”
Jeg føler meget med familierne, og jeg får lyst til at stampe i jorden af uretfærdighedsfølelse. Der er så meget mere at gøre og leve inden man dør som alt for ung.
Både min far og min onkel døde af kræft uretfærdigt tidligt, så det er svært at lukke øjnene for det.
Der er ikke meget, der hjælper, men jeg prøver. Jeg prøver at huske på, at der 100-vis der ikke døde i dag. 100-vis der overlevede kræft. 100-vis, der blev erklærede raske.
