“Du skal ikke tro. Du skal vide.”
Jamen, jeg ved ikke en skid.
“Du skal tro på det! Ellers går det ikke.”
Jamen, jeg ved ikke om jeg tror på det går?
… men jeg håber det.
Jeg har en lille smule håb.
En lille smule håb om, at jeg er rask og bliver ved med at være rask i mange år. Det er svært at håbe. Det føles som et spinkelt håb.
I går fik jeg lidt mere håb.
Jeg var med en god håndfuld kvinder inviteret til en aften blandt guld og ædelstene hos Minna Lunds Milas Jewellery. Ikke for at vælte os i smykker, men for at vælte os i hinandens nærvær, energi og historier.
Og det gjorde vi. Nemt. Både med kram, grin og tårer. Livsvigtige historier og skæve oplevelser.
Blandt mange lukkede æsker valgte jeg én. Den der. Nogle vil nok mene, den valgte mig.
Og hvad var der i den? Den fineste sølvkæde med en perle og et godt ord. Et bon mot.
“Håb.”
Jeg tog det med mig. Smykket og håbet. Og nu hænger det der. Der, hvor smykker så ofte hænger. Tæt ved hjertet.
Det er nok et meget godt sted at bære håbet.
Måske sniger det sig med tiden helt ind i hjertet?
Det er måske svært at se på billedet, men der står “Håb” på den lille plade ved hjertet. Jeg er vild med, at man kan give lige det folk trænger til.
Se evt. kæden tydeligere her: Bon mot-kæde
