Jeg er blevet mor.
Den 14. september blev jeg mor. Jeg fik en lille datter. Jeg fik et barn og en rigtig familie.
Mange siger, at det er så skønt, at de er så lykkelige.
Jeg synes, der er to sider af sagen:
1) Jeg elsker min datter. Jeg vil aldrig miste hende, undvære hende, bytte hende for noget andet eller på nogen måde fortryde.
2) Hvordan er mit liv nu? Er jeg lykkeligere end før? Har jeg mere indhold?
Punkt 1, er der ingen tivl om. Der er ikke så meget at diskutere. Jeg synes, hun er vidunderlig og enestående.
Punkt 2 derimod… Jeg tror, jeg kan sige det klart. Mit liv er ikke blevet bedre, jeg er ikke blevet mere lykkelig, jeg har ikke fået et nemmere liv.
Jeg har fået et lidt besværligt liv, hvor det tager en krig at komme ud af døren, hvor jeg bliver vækket konstant, hvor brusebad sker sjældent og hvor jeg har en lille igle suget fast til min brystvorte størstedelen af tiden.
Forstå mig ret. Jeg er vild med at være mor, jeg er vild med min datter, men det er alt andet lige meget nemmere at være kærester, dyrke romantik, sex, kærestetid og parforhold uden en lille alt-opslugende-ekstrem-krævende-mide.
Når hun sover, smiler eller har lært noget nyt, synes vi, vi har det helt fantastisk og er de heldigste i verden.
Når hun klynker, er utidig eller klager hver 45. minut gennem 10 timers søvn har vi lyst til smide familieprojektet (ikke baby) ud af vinduet …jo, nogle gange også baby 😉
Jeg stødte på denne artikel, og jeg er vild med den! Jeg siger ikke, det er den endegyldige sandhed, men det er også en del af virkeligheden.
