Jeg får lyst til at skrive “rask”. I anførselstegn. For hvad fanden er det, at være rask?
Sidste blogindlæg handlede om at have kræft.
Dagens blogindlæg handler om ikke at have kræft.
Når du har en slem omgang influenza sætter du helt vildt pris på, når du ikke har det! Du ligger tre dage og kaster op, er halvt afkræftet og har ondt over det hele.
Du kommer på arbejde og alle siger: “Iih, godt du er tilbage igen. Godt du er rask igen!”
Du nikker og smiler og er glad. Det er så godt at være rask igen. Du kan mærke det i hele din krop. Alt det væmmelige er væk. Pyha! Du nyder at spise igen. Ikke møde mad og drikke på vej op igen.
Sådan er det ikke med kræft.
Jeg havde det STRÅLENDE i april. Gang i træningen, god form. Højt humør. Spændende projekter. “Du har modermærkekræft”, sagde lægen. “Nåh,” tænkte jeg.
“Åh, hvor er det synd, du er syg”, sagde alle. Syg? Jeg er sgu da ikke syg? Ja, ja. De små forvirrede celler er der. Men jeg er ikke syg af dem. Jeg har det strålende.
I tirsdags fik jeg vævsprøvesvaret på mine 18 små tapre lymfekirtler, der ihærdigt har renset min krop for infektioner og kræftceller. Der var ikke kræft.
Kræften nåede fra modermærket til første lymfekirtel. Men ikke videre. Nogle taler som om jeg havde kræft med spredning til lymfekirtlerne. Jeg tænker den lymfekirtel har reddet mig. Den har opsamlet, stoppet kræften. Godt gået.
Så nu er jeg rask. Nu er alt kræften væk. (Efter hvad vi ved. Og det er jo det eneste at gå efter.)
Alle siger til mig: “Tillykke, du er rask! Hvor det dejligt du er rask!”
Det sjove er, at jeg ALDRIG har følt mig mere syg. Jeg er gul og blå. Jeg har to huller efter drænet.
Barnet giver mig et prinsesseplaster på.
Jeg kan ikke løfte armen mere end 90 grader.
Jeg kan ikke tage en trøje af og på uden akrobatik.
Jeg kan ikke vaske hår.
Jeg kan ikke sætte en hestehale.
Jeg kan slet, slet ikke have en bh på. Og iøvrigt kan jeg ikke lukke den.
Og så har jeg føleforstyrrelser i armen. Det gør ondt, rigtig ondt på undersiden af overarmen. Undersiden. Der har ikke været en eneste nål, kniv, kanyle, skalpel i nærheden, men det er altså her det gør ondt.
Hvis en vind blæser forbi min arm gør det ondt. Hvis et stykke stof strejfer gør det ondt.
Jeg vågner (og står op!) mellem kl. 03 og 05 fordi min arm gør ondt. Jeg er bare en anelse træt i løbet af dagen
Men hey! Jeg er rask!
Min højre side er hævet. Min bryst er også. Jeg kan ikke bevæge min arm mere end begrænset.
Min hud viser helt nye sider af sig selv. Min krop fortæller mig den er træt, stresset og ja lidt syg?
Men hey! Jeg er rask.
Det er en ny form for rask. En rask, der ikke er defineret af, hvordan du har det. Men af din vævsprøve. Min vævsprøve siger først jeg er syg. Min vævsprøve siger nu jeg er rask.
Jeg bruger ikke selv ordene syg og rask.
Jeg var ikke syg. Jeg havde kræft.
Jeg er ikke rask. Jeg er fri for kræft.
Pst. Bare rolig. Det ellevilde, fejringsblogindlæg er på vej. Jeg er også GLAD! Og jeg danser i stilletterne. Jeg drikker bobler. Jeg spiser dyr mad. Jeg er ubekymret. Jeg retter mig op efter det lille bump på vejen. Måske knækker jeg limbopinden. Slut med den dans.
I mellemtiden smiler jeg stort, varmt og blødt over opbakningen!
