Du har en ven med en livstruende sygdom, en alvorlig sygdom, et dødsfald i familien/tæt på eller en tilsvarende krisesituation.
Der træder nogle helt andre elementer i spil i jeres venskab. Noget I næsten ikke kunne forberede jer på. Her kommer 10 ting, du skal vide om din ven.
1. Initiativ er nr. 1!
Altså DIT initiativ.
Regn med, at du har fået en ny rigtig dårlig ven, der aldrig tager initiativ til at mødes, foreslår noget eller inviterer til middag. Hele venskabet hænger på dig. Du inviterer på kaffe. Du kommer forbi med take out. Du ringer onsdag. Du sender en sms fredag. Du støvsuger lige. Du bestiller en grøntkasse. Du svinger forbi bare lige i 30 minutter, for korte besøg er også lykken.
Du har opdaget en super lækker kage hos den lokale bager. Kør forbi med den! “Hej, den her kage skal du have!”
De private grænser er rykket og opløst i krisesituationer. Pludselig er det passende at gå ud med skrald for din ven eller ligge tæt i ske på køkkengulvet, opløst af gråd.
Nogle dage er du som en stor, stærk, rummelig mor/far med brede skuldre. Du har styr på det, og du tør sige: “Det gør jeg!”
Du tør også blive ved, selvom du får 10 afslag i træk. Din ven svarer måske: “Jeg magter det ikke.” Men du bliver ved. Du spørger ugen efter, om I ikke skal tage en tur på Statens museum for kunst. Og ugen efter siger du, at du har en billet til den nye danske film. Og ugen efter siger du, solen skinner, og I skal fodre ænder.
Og du bliver ved. Selvom sms-tråden ser lidt ensidig ud med masser af beskeder i højre side fra dig og helt tomt i venstre. Og så skriver du, at det er ok, at du alligevel skulle fodre ænder, så din ven skal bare slappe af.
2. Din ven ved ingenting.
Og det her punkt … Det er det mest hardcore punkt. For kan din ven ikke bare bede om det, der er brug for?
Nej.
Måske er du nået langt i din håndtering og støtte. Du tør spørge: “Kan jeg gøre noget?” Og svaret er ALTID “JA!” Spørgsmåler er bare hvad, du kan gøre?
Du spørger: “Hvad kan jeg gøre?” Tavshed. Din ven ved det virkelig ikke. Overblikket er væk. Din ven ved ikke, hvad der skal til. Og derfor kommer du en vanskelig situation. Du skal give noget til et andet menneske, som ingen ved, hvad er.
Derfor:
Hvis du ikke har fantasi/overskud til andet, så spørg: “Hvordan går det?”
Ellers vend tilbage til et par konkrete ideer i punkt 1.
Hvis din ven evner at sige: “Jeg har brug for hjælp”, så er det kæmpe stort og meget sjældent. Regn med, at din ven IKKE har mulighed for at bede om hjælp. Din ven er måske lidt apatisk, ugidelig, uhøflig, lukket og vag i det. Det betyder ofte, at du skal blive ved med at være der og vise, du er der.
3. Det værste er sket.
“Jamen, jeg vil ikke gøre det værre”, siger du måske.
Men: Det.kan.ikke.blive.værre!
Kæresten er død, kræften har sat ind, skanningen var dårlig. Hvad end der er sket, så er det værste sket. At tale om det, gør det ikke værre.
Bare fordi din ven går fra ikke at græde til at græde, når I taler sammen, betyder det ikke, at du har gjort din ven ked af det. Det betyder, at du har rørt ved noget. Noget ærligt, ægte og betydningsfyldt.
Vi har brug for mennesker. Mennesker der gør betydningsfulde ting og taler om betydningsfulde ting. Din ven skal (typisk) nok sige: “Jeg magter ikke at tale om det.”
4. Det lange seje træk
Glem de første 14 dage. Du ved der, hvor du er oprigtig bekymret. Ringer, skriver og støtter. Det gør alle. Din ven kan sikkert næsten ikke nå flere opkald, samtaler, sms’er og blomster (se punkt 6). Din ven er måske høj af adrenalin, opmærksomhed og omsorg.
Efter 14 dage starter nedturen, abstinenserne og den kolde tyrker. Der er stille på telefonen og tomt i opgangen.
Opret en påmindelse i din kalender hver 14. dag det første år. Ring, skriv, inviter på gåtur, arranger filmaften, kom forbi med en gin & tonic.
Din ven føler sig måske mest ensom et år efter dødsfaldet, to år after behandlingen. Der er et langt arbejde med at overleve efter det første intense forløb.
5. Din ven har en anden tidsregning
Du synes ikke en måned er særligt lang tid. En uge er som et knips med fingrene. Børn skal afleveres, job klares, der skal købes ind og besøges svigermor. Måned efter måned fordufter som dug for solen.
Din ven? Her gælder en HELT anden tidsregning. En måned føles som et år, og en uge føles som en måned. Du har ikke sendt en sms i to måneder? Make that two years! Jeps, det er en benhård tidsregning, men det er sådan, det er. Når hver dag kræver en uges indsats, så er en måned uden kontakt, hjælp, støtte og opmuntring uendelig lang tid.
6. På et tidspunkt giver blomster kvalme
Blomster er normalt skønne, smukke, dejlige. I et kriseforløb er blomster stærkt forbundet med død og sygdom. Og for at det ikke skal være løgn, så visner og dør de. Vandet lugter, og efter de første 14 dage, skal der smides ud i store mængder. Og så er der tomt. Igen.
Giv noget andet. En flaske god rom, en hjemmelavet chili con carne, en gåtur. Meget hellere initiativ end materielle gaver.
7. Lad være med at sige: “Nu er du jo rask“
Nej. Bare nej. Vend tilbage til punkt 4.
Krisen er ikke slut, når scanningen er god, faren begravet eller behandlingen afsluttet. Krisen er slut efter 1 år? 2 år? 3 år? Tænk overdrevet lang tid, og husk så den alternative tidsregning fra punkt 5.
Reaktionen tager tid, før den træder i kraft. Ingen kan nå at reagere eller tage det hele ind de første par måneder. Det tager tid at opdage, at ens far er død eller at brysterne skal fjernes. Regn med, at krisen først starter for din ven, når du tror, den er slut.
Forløbet med rask-syg-rask går nogle gange så hurtigt på papiret, at følelserne og tankerne hos din ven slet ikke kan følge med.
I går havde din ven en bror. I dag er han død. Det tager lang tid at vænne sig til.
9. Intet er statisk
Ingen tilstand er statisk. Den ene time er din ven i vældigt humør. Smiler, griner og joker. Den næste time trist, deprimeret og angst.
Det ene øjeblik er der overskud til at formulere 10 punkter. Det næste øjeblik er overblikket væk og punkt 8 forsvinder.
Lad være med at være i én tilstand eller forvent ét humør. I kan godt danse og drikke cocktails den ene dag -midt i krisen. Og sidde i joggingbukser den anden. De små opture med fest, farver og hygge er dem, der kan gøre krisen er til at overkomme. Og det betyder heller ikke, at nu er alt godt.
Forvent, at du ikke ved, hvordan din ven har det. Tilbyd forskellige naturlige måder at være sammen på. Og lad endelig noget være præcis, som det plejer. Drik den lækre flaske rødvin som I plejer. Skrål med på Medina, som I plejer. Og giv så plads til dit lidt mere sorte dage.
10. Tag dig af børnene
Det her punkt har jeg fået af Michelle Hviid, og det er SÅ godt. Magter du ikke din ven, så tag dig af børnene (og måske partneren). Det betyder meget, at du fjerner ansvar fra din ven. At du har styr på børnene et lille tidsrum.
At se børnene glade, blive passet, hygge med kakao og boller gør også din ven glad -og du har endda løst en praktisk opgave.
I nogle tilfælde kan det også være en hjælp, at du laver noget med kæresten/partneren. Det kan give overskud til hjemmet, og pårørende er mindst lige så hårdt ramt. Alle rådene kan desuden også bruges til den pårørende, hvis det er ham eller hende, der er din ven.
Er du I en krisesituation, skal du være velkommen til at dele dette indlæg. Bare send det ud.
Har du en bekendt i krise og tænker, at du “slet ikke er tæt nok på til at hjælpe”? Så husk, at ovenstående også gælder for dig. Mange af de nærmeste har ikke læst de 10 råd. Du har. Gør noget.
Har du en ven i krise og er helt overvældet, så husk, at det altid er bedre at gøre noget end ikke at gøre noget.
Med ønsket om at mindre berøringsangst, Josefine Jack Eiby.
Spot on… har begge dele tæt inde i mit liv – fandme godt skrevet og hvor det dog sandt – tak
Tusind tak for din kommentar. Det er dejligt, at du kan bruge det. Til gengæld er jeg ked af at du har begge dele inde på livet.
Et meget vigtigt punkt er:
Din ven har ikke mistet sin humoristiske sans!
Hvor er det bare rigtigt! 😉
Vil bare takke for info.for det klart et tabu belagt problem som folk tit trækker sig væk fra…🙏
Jeg kan tydeligt huske da jeg mistede min far og jeg modtog måske 1 sms fra én person i min vennekreds, da alle andre ikke turde skrive eller ringe, de mente alle jeg skulle tage kontakten. Jeg står nu i en dyb depression pga. alt der skete da det tvang mig til at være stærk og begrave alt der hed følelser og igen oplever jeg så meget berøringsangst og jeg bliver kun mere frusteret over når de ikke vil tro på at det er ok at de spørger, skriver osv. selvom mit overskud er lig nul.
Åh altså. Det er jeg ked af at høre. Det lyder lidt hårdt.
Jeg har to gange sendt en besked ud til min vennekreds med en det-her-har-jeg-brug-for-liste. Det kræver et vist overskud/overblik at lave, men det kan være en stor hjælp for en selv og for dem, der ikke ved, hvad de skal gøre.
Jeg håber også, at der er nogle pårørende/venner, der ser dette blogindlæg og hjælper deres nærmeste.
Alt det bedste til dig.
Fantastisk indlæg som rigtig mange pårørende og venner burde læse hvis de har et kært familiemedlem eller en ven de holder af inde på livet som er eller har været ramt af kræft ❤
For mig vendte tidsregningen på et tidspunkt efter min mors død. Det er 6,5 år siden nu (hold da op, det er vildt at se sort på hvidt) men det gør nogle gange, ikke altid, lige så ondt som 1 år efter. Og det har folk svært ved at forstå. Det er som om, at det jo er noget, der er sket for laaaang tid siden og derfor er sorgen for længst væk.
Dermed ikke sagt, at mine venner osv skal behandle mig som lige efter hendes død. Men hvor er det skønt, når en veninde spørger, hvordan det er at få børn og blive gift uden end mor, selvom det er lang tid siden. Den veninde forstår, at det stadig kan gøre ondt:-)
Så flot og beskrivende skrevet, og noget jeg kan bruge til påiørende i alvorligt sygdomsforløb
Tusind tak, skal du have. Det er så dejligt at høre, at andre kan få glæde af det.
Hvor er punkt 8?
Flot skrevet!!
Læs punkt 9 😉
Tusind tak skal du have.
Du rammer fuldkommen og aldeles plet. Desværre er det ikke alle der formår at se ud over egen næsetip og navle. Men til gengæld får man den gave at man finder ud af hvem der er sande venner! ❤
Jeg kan genkende nærmest det hele. Min datter har været alvorligt syg.. det er vildt hvad dette gør ved krop, sjæl og sind. Da det var allerværst, var der SÅ mange der ville hjælpe… spurgte.. bare sig til.. Det kunne jeg ikke. Bare det at tænke 2 timer frem var vanskeligt.
Min datter har været udskrevet siden 30 december 2016. Hun er heldigvis i live og hun får det bedre dag for dag… det gør jeg ikke. Det er som om kroppen husker og reagere, trods hjernen kan se bedring. Mit humør er uforudsigeligt.. det er hårdt at være i. Når jeg ikke høre noget fra mine veninder, følelses det som måneder. Jeg må bare erkende, at det jeg/vi har været i gennem kommer til at tage tid. Forløbet har været ekstrem voldsomt, heldigvis døde min datter ikke, det var tæt på men hun lever ❤ blot lidt tanker fra mig.
Tak for det du har skrevet… giver SÅ god mening ❤
Kan også genkende det du beskriver.
Er træt af alle dem, som spørger til min søn (som blev kvæstet i en ulykke) og som ikke magter at lytte efter og begynder at tale om noget andet…..man føler sig HELT ensom så.
Smukt og fint indlæg, omend jeg også synes, man skal huske, at man også har et ansvar selv. Da jeg mistede min far og havde lyst til at gemme mig væk fra hele verden og være ligeglad med alt og alle -ikke svare på beskeder, ikke tage imod hjælp, ikke have lyst til at være noget for nogen- fik jeg det bedste råd af min mor. Du bliver nødt til at give noget til andre, hvis du vil have, at de skal give noget til dig. Du kan ikke i flere år lade være med at svare, aflyse aftaler eller bare ikke magte alle de velmenende hænder. For det kan de ikke magte i længden. Og den pointe, synes jeg, bliver lidt glemt. Pårørende kan kun holde til så og så meget. Så trækker de sig. De er ikke dårlige mennesker af den grund. De er bare mennesker. Derfor skal man også huske selv at tage ansvar for at kunne blive hjulpet. Selvom det er svært. Og hårdt.
Det er der ingen tvivl om. Det er et helt blogindlæg for sig selv. 🙂
Tusinde tak Josefine.
I februar fik jeg fjernet en hjernetumor. En af de farligste former for kræft der findes, en særlig aggressiv hjernekræft kaldet glioblastom, der kun har en overlevelsesrate på fem procent over fem år.
Når jeg har det godt, har jeg ofte det rigtig godt.
Men det er hårdt når de fleste ikke vil have at jeg nævner at forb…. få får bare 5 år.
Til gengæld er jeg taknemlig for de ufattelig mange gode og hyggelige besøg (har ikke boet hjemme siden 1/2-2027). Jeg håber de fortsætter når jeg kommer hjem.
Endnu en gang tak
Lone
Det er FULDSTÆNDIG rigtigt det du skriver. Har stået i en sorgsituation ALT for mange gange. Senest 31.1. Hvor min søster døde.
Dog skal siges,- at for mit vedkommende betød/betyder en buket blomster utroligt meget.
Farverne, duften der beriger hele rummet og især det lille kort med hilsen på gør uendeligt meget for mig. Alt dette overskygger heldigvis, at de skal smides ud en dag.
Tak for at ridse op på denne måde, – noget jeg aldrig har haft overskud til.
Kæmpe knus
Tak for din kommentar! Det er dejligt at høre at blomsterne har den virkning. Det tror jeg ikke du er alene om 🙂
Jeg elsker din billedtekst: “De første 14 dage i højt humør” – det kan jeg klart genkende. Den første måned var jeg euforisk over, at jeg bare kunne blive opereret og blive rask (jeg havde også modermærkekræft). Det følgende år var jeg i krise, men hverdagen med små børn krævede bare en stærk mor, og der var ikke rum til kriser. Efter 3 år brød dæmningen sammen, og tre års ophobede tårer væltede bare ud. Min chef syntes, det var vældig besværligt (måske skulle du også skrive 10 gode råd til chefer en dag? 😀 ) Nå, nu er jeg lige blevet 40, og det er eddermame skønt! Hvert år skal fejres 🙂
Ja, det er meget genkendeligt. Min krise kom fire måneder efter jeg var meldt rask. Hold da op, det var hårdt. Der er sikkert nogle chefer, der også kunne have glæde af sådan en liste, ja!
Hurra for dine 40 år! 🙂
Tak!!!! Jeg sms’er hende med det samme og køber kaffe på vej derover!! Tak!! Det var vigtige ord. Tak!
Årh! Det varmer.
Tak for din side af sorgen.. . Det ramte plet ..lige i hjertet …💖 tusind tak… den er blevet delt til familie og venner! Mistede min mor for 10 md. Siden… og det har bare været en KÆMPE sorg … !.. vidste ikke hvordan jeg skulle sætte ord på , men det har du gjort for mig.. af hjertet tak…💖💖💖 knus ulla
Åh. Det varmer, at det kan bruges.
Sorgen kan ikke klokken og kender ikke dagene. Så den kan dukke op her og der. ❤️
Tænk hvis jeg kunne have delt dette for 2 år siden, da min mor døde….
Kram til dig. Og tak.
Tusinde tak Josefine.
Min bonusdatter og vores to børnebørn mistede sin kæreste/far i år – mens jeg samtidig fik fjernet en hjernetumor (Glioblastom grad 4). Jeg har statistisk set 1-1,5 år at leve i – har brugt de fem måneder.
Kom hjem efter 2,5 måneder, og nu er der kan så mange besøg….
… jeg mener, knap så mange besøg – savner oplevelser…
Kære Josefine.
Helt igennem spot on! Helt igennem!
Ensomheden i det lange, lange seje træk for “bare” at komme op at stå og tilmed gå, endda “ud i verden”, oplever jeg personligt har været det værste ……..
Håber du selv er ved godt mod, ønsker dig og “alle I andre” alt det bedste 💖
Dorthe
Fremragende! Helt konjret og lavpraktisk. Tsk. Vh Britta
Hej Josefine,
tusind tak for din MEGET fine tanker. De ramte på alle tænklige måder. Det så sejt, at du har fundet overskud til at lave 10 råd. Jeg har prøvet at være modig og har efter et par dage delt dem med en veninde, der ven til mig, der har mistet sin far i november. Det føltes godt.
Jeg er igang med at skrive mit bachelor projekt sammen med Børn, Unge og Sorg – sideløbende med min egen sorg. Jeg ser det som en slags selvterapi, men også som et ønske for at mindske den berøringsangst, som jeg har mødt og set i Danmark. Det jeg prøver at skrive er, at jeg meget gerne vil bruge din fine guide i min opgave, hvis det er okay med dig 🙂 Jeg skal udarbejde et kampagne design for kampagnen Håbets Aktie 2019, som skal være med til at mindske berøringsangsten for sygdom og sorg – og jeg tror, at dine trin kunne blive et rigtig godt element.
Du er velkommen til at sende mig en mail – og et nej er også ok.
De bedste hilsner
Amanda
Kære Amanda.
Tusind tak for din dejlige besked. Det er rart at vide, at der er nogen, der læser med.
Det er du selvfølgelig meget velkommen til.
Hilsen Josefine.
Hvor er det flot skrevet .Det brugbart ..jeg mistede min mor sidste år .måtte skippe min kæreste han var der ikke da jeg havde Aller mest brug for ham .fra dag et af ville min far ikke bo alene så han har boet sammen med mig siden da .Det giver nogle begrænsninger for mig men tror det vil glæde mig den dag han ikke er her mere …hilsen 59 årig kvinde fra Odense
Tusind tak for din kommentar.
Det er trist med kæresten og meget fint med din far! 🙂 Det tror jeg bestemt du kommer til at mindes. Jeg rejste med min far til Thailand, da han blev syg. Det var det bedste minde.
MEEEGA godt formuleret.
Mistet for godt 1 1/2 år siden min far efter 5uger med cancer.
Den ene dag kan man være glad og tilfreds den næste trist og ked af det. Den værste kommentar er nok, er du kommet dig godt efter tabet???? Kommet mig godt, kan man det??? Hvad er forventningen??
Men n omgangskreds har været meget berøringsangst og nærmest ikke spurgt ind til det. Det er faktisk værre end hvis man spørger.
Det mest fantastiske var da en veninde kom med nybagte boller og et sødt kort.❤️
Tusind tak for din tilbagemelding. Det er dejligt at høre at mit skriv kan vække genkendelse.
Da min far døde, syntes jeg, det store skift kom efter to år. Hvor jeg virkelig kom videre.
Kære Josefine, tusind tak for at sætte tanker på mine følelser❤️ Jeg har altid været den som var der for alle andre, nu føler jeg mig utilstrækkelig, fordi jeg ikke kan det mere. Jeg mistede min søn for 2 år siden, han blev 20 år og fik pludseligt et uventet hjertestop, han fik hjertemedicin som han ikke kunne tåle. Hans liv var mit liv. Magnus havde muskelsvind og var helt afhængig af hjælp til alt. Han havde respirator om natten. Jeg ved at mange tænker og nogle også siger, var det ikke også forventet, var det ikke også det bedste. Nej det var det ikke, Magnus havde et godt liv, han var glad for sin tilværelse, han spillede på sin computer sammen med sine hjælpere og han var super intilligent og interesserede sig for mange ting. Jeg hører aldrig nogen sige om Stephen Hawking at det nok var bedre hvis han var død. Mit liv er blevet ensomt, jeg har mit job som jeg elsker overalt på jorden og jeg har min veninde og hendes mand som holder fast i mig. Jeg har min datter på 19, som betyder alt for mig, men hun har sit eget liv. Dem omkring mig siger, nu må du til at leve dit liv igen og når jeg spørger, hvordan gør jeg det, Mine børn og mit arbejde har været mit liv i de sidste 20 år, hvor går man hen og får et nyt liv eller endnu vigtigere som du beskiver, hvor finder jeg kræfterne til at lede efter et nyt liv? På aftenskole siger nogen, jeg orker ikke engang at tage mig sammen til andet end flytte mig fra sengen og ind til fjernsynet, når jeg har fri, hvordan pokker skal jeg tage mig sammen til at starte på aftenskole. Jeg ved godt at der er gået 2 år, men prøv at forestille dig, at hvis du mistede dit barn, hvor længe tænker du så, at der vil gå før du er kommet over det? Tak for de fine råd, dem vil jeg bruge til at fortælle mig selv, at det er okay stadigvæk at have det sådan som jeg har det🤗❤️❤️❤️
Jeg er midt i helvede lige nu – min bedste veninde er terminal og vi snakker måneder nu 😭
Vi bor langt fra hinanden og kan derfor ikke ses. I en længere periode kunne vi ikke kommunikere sammen (hun havde mistet evnen til at tale grundet meningitis) – det kan vi nu heldigvis igen. Synes det er så svært kun at kunne snakke i telefonen, sms’e m.m. med hende – hun bor i Bagsværd og jeg i Nordjylland.
Min mand og jeg besøgte hende (og hendes mand) her i vores ferie – et besøg på 9 timer den første dag – vi havde regnet med at det kun skulle vare et par timer. Dagen efter spiste vi morgenmad sammen inden vi kørte hjem. Det var SÅ dejligt et besøg – jeg STOR tudede da vi skulle afsted.
Hvordan griber jeg de næste måneder an?
Jeg håber på at kunne besøge hende om et par måneder. Men kun hvis hendes mand vurderer at hun vil kunne klare det.